fredag 5. september 2008

Oktoberlesing

Den 23. oktober skal NLS igjen samlast og denne gongen på Meland bibliotek.Det var ikkje enkelt å finne bok denne gongen. Her var det ønskje om bøker frå Sør- og Mellom-Amerika, Sør-Afrika, Japan og Hellas, men til slutt vart det En fortelling om kjærlighet og mørke av den israelske forfattaren Amos Oz. Det er ei tjukk bok på over 500 sider, men er ho god, slik meldingane tyder på, kan dette bli ei fin reise inn i barndommen og ungdomstida til Oz.
Det er berre å gje seg i kast med denne om vi skal komme i mål!
God lesing!

torsdag 4. september 2008

Korgamalheiterduerifrå?

Selskapet var noko redusert i oppmøtet denne gongen, men bøkene var leste og alle hadde meiningar. Vi starta ut med Diana Evans si bok 26a, vi las eit intervju med henne og fekk bakgrunnen for kvifor ho skreiv denne boka. Diana Evans er sjølv tvilling og hennar tvillingsøster gjorde sjølvmord. Boka, seier ho er mellom anna eit minne om søstera og ei hylling til tvillingar. Alle som hadde lese boka sa at dei hadde hatt litt vanskar i starten med å finne ut av i kva for verden, kva for stad, kven er det som fortel? Men dette ordna seg etterkvart og hovedpersonane, først Georgia også Bessie fortalde historia om familien, ein familie med røter både i Nigeria og England. I Nigeria er det eit sagn om tvillingane Onia og Ode. Onia vart fødd først også Ode, Ode vart brent men Onia ville ikkje ete før Ode si ande kom inn i henne. Etter eit år var Ode klar til å reise til dødsriket og Onia vart for all tid åleine. Denne historia ga oss eit bakteppe for den vidare historia til Georgia og Bessie. Dei som hadde lese Ikarosjenta vart minna på at i denne romanen er det og referansar til tvillingar og Nigeria.
Vi hadde lese
Anita Nair si bok Damekupeen og alle hadde nytt boka og samstundes lært noko om India. Vi undra oss over at desse damen som ikkje kjende kvarandre så fritt dela liv og opplevingar med kvarandre, men det kom jo og fram at alle hadde erfaringar med kjekke, djupe og opplivande samtalar på tog og i bussen. Kanskje det er meir tradisjon for dette i andre land? Eller slik som i einskilde bygder der dei eldre gjerne spør korgamalheiterduerifrå?
Alle kvinnene i boka stod fram som sterke damer som alle skapte sitt eige liv ut i frå sine forutsetningar, men skapar ikkje vi og våre liv? Det som skil er vel omstende og moglegheiter?
Så var det slutten på boka: Kvifor ringte Akhila til Haria? For å bli ferdig med han? For å ta oppatt forholdet? Og kva svarte han???? Ein open slutt, det er litt ergerleg, men og fint for då kan vi dikte sjølv!