mandag 23. november 2009

Er lærarar ein særskild rase?

Ja, det var eit av spørsmåla som vart lufta då Selskapet igjen hadde møte. Vi hadde tenkt oss ei bok med litt humør og humor, men sjølv om fleire trakk på smilebandet i starten, vart det mykje mindre latter etterkvart som forteljinga gjekk sin gong. For liknande mishandling og trakasering som desse gutane i Latinskulen opplevde vart rystande lesing for alle. Skuleromanar vert stadig lesne sikkert av mange grunnar, men kanskje helst av di vi kjenner oss att. Alle har vi gått på skulen, alle har sine minne frå møte med lærarar og elevar. Dei gode minna er kanskje dei meir utydelege, medan dei rare og vonde minna er svært så levande hos både den eine og den andre. Boka Det forsømte forår kom ut i 1940, den har sidan kome ut i stadig nye opplag og har heile tida hatt høge salstal. Kvifor det? Espen Haavardsholm har skrive eit etterord i ein av utgåvene (1970) der skriv han m.a. ...En årsak er at Scherfig er en fremragende satirisk forteller, som ned til minste detalj behersker sine egne virkemidler. En annen årsak til bokas grep om stadig nye generasjoner av unge lesere, kan være at dagens skole - tross alle reformer - ikke er så forskjellig fra gårsdagens latinskole som moderne skolefolk her i Skandinavia gjerne vil ha det til... Tja kanskje det? Vi snakka om dei ulike personane i boka og var samde om at det var nok dama i kiosken ved Landemerket som var den mest sympatiske vaksne. Fleire undra seg over kva for gleder desse lærarane eigentleg hadde, når dei kunne få seg til å dunke elevane i hovudet? Var det tapet av alle dei forsømde vårane som hadde gjort dei slik? Kven veit, her er det mykje forvitneleg å tenkje på....

Ingen kommentarer: